Til forsiden

Etisk Råds refleksioner over den virtuelle pornografi 2011

Udgangspunkt for refleksion:

Dette er den udstilling, der blev afholdt på Brandts Klædefabrik om Mangategneserier, og som udløste en offentlig debat omkring det legitime i at udstille den type kunst. Fokus i debatten var oftest henlagt på tegneseriernes brug af børn i seksuelle og erotiske sammenhænge i det kunstneriske udtryk.

Etisk Råd er i denne sammenhæng blevet bedt om at komme med en indstilling til bestyrelsen i LMSO angående brugen af virtuel pornografi, altså ikke ”kun” omhandlende mangategneserier, men hvor der også indgår animeret/tegnet/virtuel børnepornografi.

Arbejdsgruppen har anlagt en bred synsvinkel på problematikken og har så vidt muligt også forsøgt at tænke problemstillingen ud fra mange forskellige synsvinkler, hvilket gerne skulle afspejle sig i den endelige indstilling.

Arbejdsgruppen har dog som hovedfokus de krænkede og eventuelle pårørende til disse som sit primære orienteringspunkt, men for ikke at blive for ensidige har vi forsøgt at tænke andre perspektiver ind såsom hensyn til ytringsfrihed, tankens frihed, det ”kunstneriske udtryk” mm.

Begrebsdefinition af ’det virtuelle’:

Som baggrund for refleksionen har vi også været opmærksomme på de forskellige definitioner, der kan forekomme af ’det virtuelle’ som begreb, hvorfor vi har defineret begrebet som:

’Det virtuelle’ er defineret ved det som ikke i umiddelbar forstand er virkeligt men som har en affinitet, dvs. en tilknytning eller et slægtskab, med virkeligheden. En udløber af dette er også, hvad har interesse i denne kontekst, at ’det virtuelle’ i dag tænkes som værende ’virkeligheder’, der konstrueres teknisk og som stadig afspejler den egentlige virkelighed, men hvor den tekniske manipulation giver mulighed for at ændre normalitetsbegrebet og –opfattelsen af den egentlige virkelighed.

Konkretiseret i denne kontekst er ’det virtuelle’ fx billeder, film og andre medier, hvor det på den ene side er tydeligt, at den ”egentlige” virkelighed danner afsæt for ’det virtuelle aftryk’, men hvor det på den anden side også er tydeligt, at det ikke er virkeligheden, der gengives men en manipulation af denne.

Den grundlæggende problemstilling:

Denne står, så vidt arbejdsgruppen har analyseret sig frem til, mellem på den ene side:

Muligheden af at udtrykke sig frit og tænke frit – det være sig også i de tilfælde, hvor der eksplicit indgår tanker og udtryk, som kan være stødende og krænkende for enten mennesker generelt, særligt udsatte eller sårbare grupperinger som fx seksuelt krænkede, pårørende til disse osv.

På den anden side står, at tilladelsen af disse udtryk uanset indhold, netop kan være voldsomt krænkende følelsesmæssigt og på en lang række andre områder, og hvor dette med nødvendighed medfører, at der skal sættes en grænse for, hvad der kan udtrykkes for at beskytte enten særligt udsatte grupper eller mennesker mere generelt.

Samtidig: Hvor meget, såfremt dette overhovedet kan vurderes, skal den virtuelle pornografis problematikker fylde i forhold til mere faktuelle og umiddelbart presserende indsatsområder som prostitution, menneskehandel, konkrete overgreb mm?

Udløbere af den grundlæggende problemstilling:

Er det tilladt, at alt kan udtrykkes, kan dette tages som en ”blåstempling” af, at erotisk eller seksuel interaktion med børn er legitimt og derfor potentielt være medvirkende til nye overgreb.

Udtryk eller tanker, der ikke kan tænkes frit, kan på den anden side også resultere i konkrete overgreb, da den erotiske eller seksuelle energi ikke har en ”legitim kanal” at kunne udtrykkes i og igennem.

På den anden side: Ved klart at markere en grænse for, hvad der er legitimt at udtrykke, kan der også sættes klare grænser for, hvad der falder inden for en normalitetsdimension i forhold til erotisk kunst og også i relation til seksuelle samkvemsformer. Dermed kunne nuværende og potentielle nye krænkere blive bevidstgjort om, at de – hvis de begår konkrete overgreb – har overtrådt en grænse, der ikke tolereres fra samfundets side. Dette kunne foranledige dem til enten at undlade at begå overgreb eller søge hjælp.

Dette åbner også for en principiel problemstilling omhandlende, hvorvidt og hvornår noget kan siges at være kunst eller udtryk for kunstneriske arbejder forstået erotisk, og hvornår det er decideret børnepornografi.

Det åbner også for en principiel stillingtagen til, hvad der vejer tungest – muligheden af frit at kunne ytre sig eller i særlige tilfælde at begrænse denne ytringsret og frihed ud fra værdimæssige hensyn. Samtidig må der også indgå i denne problemstilling, hvorfor nogle ytringsformer måske ikke kan siges at være legitime, mens andre kan. Altså fx hvorfor er voldsytringer og skildringer tilladte, hvorimod seksuelle ytringer ikke er?

Et muligt skel er det oplagte, at hvor det tydeligt er virkelige børn, der indgår i seksuel sammenhæng, da kan det ikke dækkes under at være udtryk for en kunstnerisk eksperimenteren. Men der er grænsetilfælde – hvis man fx tager et billede af et barn fra en reklame og lader det indgå i en erotisk sammenhæng, så er der et virkeligt barn bagved reklamen, men vedkommende er ”kun” indsat som billede, men alligevel kan det være voldsomt stødende – også tænkt i den sammenhæng at vedkommende barn kunne se det billede, hvori vedkommende indgik. Kan dette dækkes under at være kunstnerisk frihed og dermed legitimeres?

Ifølge Psykolog Kuno Sørensen, så er der i lovgivningen denne formulering:

Ved en tidligere ændring i straffeloven om "utugtige fotografier eller film" (altså børnepornografi) blev tilføjet betegnelsen "andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år".

 

Hermed er der  i følge lovens bemærkninger taget højde for fiktivt billedmateriale "hvis der er tale om realistiske visuelle afbildninger, der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier mv." Malerier, håndtegninger eller lignende, der ikke fremtræder identiske med faktiske afbildninger, falder uden for definitionen af ulovligt materiale.

 

Sagt på en anden måde, hvis billedmaterialet af seksuel udnyttelse af børn til forveksling ligner rigtige mennesker, så er det forbudt, og det der klart fremtræder som et menneskes fantasier eller forestillinger er lovligt.

 

Dette er for så vidt klart, men hvad hvis billedet retoucheres eller lignende, så det er et grænsetilfælde, altså hvor man på den ene side kan se, at dette er et virkeligt barn/menneske, men hvor det på den anden side ikke er direkte genkendeligt? Og hvis kunstneren nu netop påberåber sig den kunstneriske frihed, stiller det så vedkommende over loven, eller er den juridiske lov i alle tilfælde den faktor, der bestemmer den konkrete legitimering? Det kunne netop medføre, at den juridiske lovgivning i visse tilfælde blev en undertrykkende dimension i forhold til at kunne udtrykke sine fantasier og tanker, hvilket kunne åbne for konkrete overgreb.

Desuden kan et billede eller en fremstilling være lige så krænkende, hvis det er malet eller tegnet, som hvis der er tale om et fotografi. Der må altså også ses på indholdet, ikke kun formidlingsformen, for så kan der potentielt åbnes for et klar glidebane, hvor alle fantasier kan udtrykkes, blot dette sker i fx tegnet materiale.

Grundlæggende skal det dog pointeres, at Etisk Råd klart konkluderer, at:

I de tilfælde, hvor der tydeligt er et konkret og virkeligt barn involveret, og dette uanset, hvordan barnet visualiseres, og der i de specifikke tilfælde indgår direkte seksuelle scener, da er der tale om, at barnet skal beskyttes, hvorfor distributøren ikke kan siges at dække sig under ytringsfrihed, kunstnerisk frihed eller lignende. Tilfælde som disse kan under ingen omstændigheder legitimeres.

Konkrete dilemmaer:

Ved at tillade virtuel pornografi, også med børn, kan man argumentere for, at der via det kunsteriske udtryk kan sættes fokus på den tabuisering, som der blandt andet definerer den skjulte seksualitet, der omhandler børnepornografi og decideret seksuel omgang med børn, og på den måde potentielt aftabuisere eller medvirke til en aftabuisering af området. Dette med forhåbentlig positive følger for krænkede og krænkere, så begge målgrupper kan få hjælp til deres specifikke problematikker.

Begrænser man tankens frihed kan man altså potentielt set åbne for en øget tabuisering.

Man kan også argumentere for, at man klart må skelne mellem tanker, ideer, udtryk – uanset indhold – og så de konkrete handlinger, og at disse ikke må, kan og skal forveksles, hvor de konkrete overgreb ikke kan legitimeres – ej heller med reference til fx udstillinger, pornografi mm på nettet, erotisk litteratur eller lignende.

Igen ifølge Psykolog Kuno Sørensen, så er det ikke kriminelt at være pædofil, altså at have seksuelle tanker og fantasier om børn, men det er kriminelt at begå seksuelle overgreb.

Principielt er det udmærket, men kan den enkelte forventes at kunne skelne, og hvordan vil den tilgang påvirke praksis? Som en mulighed for den potentielle krænker at blive ”støttet” i at overgreb er legitime, eller vil det være en faktor, der gør, at krænkeren via synliggørelsen bliver bevidst om overgrebets ødelæggende dimensioner?

Hvis man forbyder den virtuelle pornografi omhandlende børn med henvisning til ikke at kunne og måtte give udtryk for de fantasier, som kunne være en medvirkende faktor til konkrete overgreb, så kunne man med rette også stille spørgsmålet, hvorfor det så er legitimt at fantasere om vold, mord, drab, voldtægt osv. i forskellige fremstillingsformer og vise disse. Skulle man endelig tage mangategningerne ind, så er der i den japanske tradition i mangaerne også en voldsdimension.

Ved at tillade virtuel pornografi opstår der en signalforvirring for børn og unge. -Voksne har lov til se/købe kunst/tegninger og tegneserier, hvor børn bliver seksualiseret eller misbrugt, men det må ikke udføres i handling. Hvordan skal børn kunne tyde dette dobbelte budskab?

Handler dette ikke også om ikke ”kun” at skulle beskytte særligt sårbare grupper som krænkede, pårørende mm men helt grundlæggende og principielt at beskytte børn?

Hvor går grænsen mellem på den ene side at ville beskytte børn som en helt legitim praksis og på den anden side også at tillade det unge menneske, altså ikke barnet, at kunne stifte bekendtskab med seksualiteten på en fordomsfri måde?

Risikerer vi, at vi i beskyttelsesøjemed måske endda tabuiserer selve det erotiske, her forstået som, hvad er væsentligt, dens både juridiske og moralske legitime praksis, hvad under ingen omstændigheder omfatter børnepornografi?

Praksis vers. principielle udtalelser – kommunikativ praksis hos LMSO:

På den ene side står det faktum, at konkrete afbildninger altid skal og må vurderes ud fra deres eget udtryk, fx i forbindelse med udstillinger, reklamer osv.

På den anden side, hvis LMSO ikke har en mere overordnet og principiel stillingstagen til pornografisk materiale, og altid ”kun” vurderer fra sag til sag, så kan LMSO også komme til at stå i den situation, at LMSO ikke er garant for en kontinuerlig og overordnet stillingstagen til fx den virtuelle pornografi, overgreb i det hele taget og på den måde komme til, uden at ville det, at være udtryk for en zigzag kurs.

Principielle problemstillinger har så den svaghed, at de kan blive for overordnede og generelle og ikke for alvor kunne ”bruges” i praksis, men blot udtrykke gode hensigtserklæringer.

Vi anbefaler derfor, at LMSO har en klar og principiel stillingstagen til de overordnede sider af de problemstillinger, der er opridset fra arbejdsgruppens side, men at LMSO også er opmærksom på, at den overordnede stillingstagen også skal være brugbar i praksis.

Derudover anbefaler vi også, at de principielle værdier løbende vurderes og justeres i forhold til konkrete erfaringer, så de principielle og praktiske erfaringer hele tiden er under observation og udvikling.